Spring til indhold

Vores sansehave – galleri

Sansehaven

På Kløvervangen har vi en dejlig sansehave, som blev anlagt i 2015. Haven har separat udgang fra huset og
er indhegnet, således at det er muligt – også for beboere, som ikke kan orientere sig udendørs – at gå en
tur ud, enten i selskab med andre eller for at nyde haven i fred og ro i eget selskab.
Beplantningen i haven er varieret og gennemtænkt i forhold til årstiderne, så der så vidt muligt er noget i
haven, som blomstrer, gennem hele havesæsonen. Der er også tænkt over variation i forhold til farver,
dufte og smag, så der er maksimal mulighed for sanseoplevelser.
I haven finder man et udvalg af vejrbestandige instrumenter, som man kan afprøve på sin tur gennem
haven.
Vand finder man også. Der er anlagt en strømmende bæk, som kan høres fra mange af de lejligheder, der
vender ud mod haven. Vi lader typisk bækken strømme så stor en del af året som muligt, da de fleste
kender og nyder lyden af rindende vand.
Der er også et vildmarksbad, som vi kan fyre op under. Kløvervangens Badelaug sørger for at planlægge og
gennemføre badeseancer, hvor deltagerne kan opleve at ligge i dejligt lunt vand og nyde den omgivende
have, også til tider i vintertemperaturer.
Centralt i haven finder man en stor, cirkulær bålplads. Bålpladsen bruges jævnligt til forskellige hyggelige
udendørs serveringer. Bl.a. har vi tradition for, at der laves varm kakao og pandekager et par gange om
året. Det sker også, at der grilles en pølse, til stor glæde for de fleste beboere.
Haven har skiftende niveauer og stigninger, som kan anvendes ved træning. Dette gælder både
”hverdagstræning” i form af en almindelig gåtur, men haven bruges også af fysioterapeuterne til mere
målrettet udendørs træning af f.eks. balance og gangfunktion.
Fra havens øverste punkt er der udsigt ud over marker og enge, hvor man – hvis man er heldig - kan spotte
rådyr, fugle og heste. Dette er samtidig et lidt afsides sted i haven, som ofte bliver brugt til en hyggelig
stund og en god snak mellem få eller flere.
Den del af haven, som ligger fjernest fra indgangen, er et sandt fuglemekka. I en gruppe træer og i hegnet
bagerst i haven er der ophængt en samling fuglehuse, som bruges flittigt af småfuglene om foråret og om
sommeren. Det er et dejligt sted at sætte sig ned og lytte til fuglene og hvem ved, måske ser man en unge
flyve fra reden?


Se vores billedalbum

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.